Vi vågnede til en fuldstændig død by. Lidt Palle alene i verden agtigt. Vi skulle på dykkertur til et sted hvor der var hammerhajer og store manta rokker. Noget som jeg havde glædet mig vildt til. ikke mindst fordi dykningen dagen før ikke blev til noget da båden gik i stykker. Men det var lidt underligt med den by. De andre dage havde der været masser af liv i gaderne på dette tidspunkt. På den ensrettede indfaldsvej til byen var der sat kegler op. Men da det var lørdag regnede vi med at de var til et eller andet sportsarrangement.Vi fandt et hotel hvor man kunne købe morgenmad og satte os helt ud til vandet. Her bemærkede jeg godt at vandet forsvandt meget hurtigt ud af havnen. Og helt ude på det åbne hav var vandstanden nok 5 meter under det normale. Vi kunne se på de lokale som arbejdede på hotellet at det her ikke var noget som skete hver dag, men de kunne ikke rigtig forklare os hvad det var. Vi tænkte så lidt på om det kunne være tsunamien fra jordskælvet i japan fra dagen før, men heller ikke mere.På ca. 30 sekunder blev havnen så fyldt med vand og steg så de 5 meter for derefter at trække sig tilbage igen. Sådan fortsatte det hele dagen. Vandet nåede dog på intet tidspunkt over kajen. Det var først her at vi blev klar over at noget var helt galt. Men der skulle gå flere timer inden at vi fandt ud af at det var et jordskælv i Chile som havde forårsaget denne tsunami.Ved dykkercenteret var der naturligvis også helt dødt men en gut som arbejdede på stedet fortalte os at turen var blevet aflyst men kunne heller ikke forklare os hvorfor. AAAARRRRRRGGGGGGGHHHHHHHH På mine to sidste dage på Galapagos var det meningen at jeg skulle ud og dykke. Men nu var begge dage blevet ødelagt. Ikke lige den afslutning på Galap som jeg havde håbet på. Og når sådan en tur ryger, så er der bare ikke andet at lave. Man kan ikke finde en anden båd. Sådan nogle ting skal bookes senest dagen før.Så vi gik tilbage bennem byen og ind på det samme hotel som nu havde fået lidt information. I deres reception havde de udprintet en artikkel fra Reuters som fortalte om det kraftige skælv og om den tsunami som var på vej. Vi kiggede på hinanden og kunne pludselig forstå at alle andre var blevet evakueret ud af byen. Og det var naturligvis det som keglerne på vejen var til. Så folk kunne køre mod ensretningen. Men hvorfor havde de ikke vækket os så vi kunne evakueres?Internetforbindelserne i byen røg kort efter den første bølge og danske mobiltelefoner virker ikke i Ecuador/Galapagos så det var lidt svært at fortælle nogen om episoden.Der gik en halv dag inden folk begyndte at vende tilbage. Og selv derefter var det kun hver 3. butik som åbnede. Der var bare ingen ting at tage sig til. De lokale myndigheder havde lukket havnen og strandene og ikke engang de lokale fiskere måtte komme ud på vandet. Lufthavnen blev også lukket og vi var derfor spændte på hvordan det ville påvirke vores afgang dagen efter.Men da det blev aften åbnede de fleste beværtninger og folk mødtes for at fortælle deres historier. Vores var dog klart den bedste da alle andre bare kunne berette om at de var blevet vækket og kørt til højereliggende områder hvor de bare kunne sidde og glo på hinanden.Dagen efter fløj vi tilbage til fastlandet helt efter planen.Så med den oplevelse rigere, med 4 dyk mindre og dermed verdens bedste undskyldning for at vende tilbage, fortsatte vi turen mod Lima i Peru.
Historien om tsunamien
