Endelig fremme

Så er jeg endelig fremme på hotel Condor Suites i Mendoza, Argentina.Jeg troede faktisk at vi skulle rejse sammen fra København, men jeg var den eneste i lufthavenen. Efter at have ventet lidt på de andre, vurderede jeg at de nok skulle med et andet fly, så jeg checkede ind og tog flyet til Paris og 3 timer senere til Santiago i Chile.
Vores rejseleder havde skrevet en mail til os om at vi alle skulle mødes der, da han bor i Spanien og derfor tog flyet direkte derfra. Men ved ankomsten var der ingen rejseleder. Det viste sig at han kom med et senere fly og det samme gjorde alle de andre (et tredje fly). Jeg var for øvrigt den sidste der forlod Danmark, og den første der ankom til Chile. Når jeg hører de andres historier om deres tur, tror man at det er løgn. 3-4 forskellige fly, forskinkede fly, aflyste fly. Men Air France gjorde det enkelt for mig.5 timer efter min ankomst var alle de andre ankommet og så kørte vi endelig mod Mendoza. en tur hele vejen over Andesbjergene fra vest mod øst. Grænsen mellem Chile og Argentina tog alene 1½ time. Bureaukrati på højeste niveau. Vores pas skulle igennem 4 forskellige personers hænder. Den sidste endda to gange.Vi ankom meget trætte til hotellet kl. 23 lokal tid og gik lige i brædderne. Dagen efter gennemgik vores Guide Paulo alt vores udstyr. Han har åbenbart for mange dårlige erfaringer med folk der ikke har det rigtige udstyr med.Derefter gik vi gennem byen for at få vores bestigningstilladelser. Først skulle der væksles penge. Én kø hvor man afleverede sine dollars og en anden hvor man fik sine pesos. Derefter gik turen til et kontor hvor man betalte for sin tilladelse og til sidst gik turen til et kontor hvor man ansøgte og fik sin tilladelse (to forskellige personer). Jooo, Bureaukrati er vist et ord som de alle kender her i Argentina.Da tilladelserne endelig var på plads, købte vi de sidste ting til bjerget. Nogle havde efter inspektionen af udstyret lige nogle mangler, men ellers var det chokolade o.l. som vi købte.I morgen kører vi mod bjerget. Vi sover en nat i Puente del Inka, og i overmorgen starter trekket ind i dalen mod Camp Confuencia og om 5 dage mod Plaza de Mulas, Basecamp.