Alt startede ellers som det skulle og træningsturene fra Camp Confluencia gik som smurt. Det samme gjorde den lange trekkingtur til Base Camp (Plaza de Mulas) og turen til den lille top Cerro Bonete (5004 meter). Men da vejrudsigten sagde at det ville blive blæsevejr på dagene omkring topforsøget, var vi nød til at tage op på bjerget nogle dage før planlagt.Og på vores nye topdag havde de lovet vind på 40 km/t. Ikke optimalt men lige inden for grænsen. Turen ind mod bjerget var fin og vi var alle fulde af forventning og ernergi. Vores Guide, Pablo, viste sig at være en levende legende og flere af deltagerne fra holdet havde bøger som han var med i. Bla. havde han i 1990 fundet et sagnomspundet fly i bjergene som var forsvundet i 1947. En helt igennem fantastisk ung fyr som med sin humor og professionalisme fik ekspeditionen til at føles som en leg. Fra Confluencia havde vi to træningsture og de gik som de skulle. Dvs. den ene lille top som vi skulle op på var blevet lukket da der havde været for mange ture op på den. Det var jo en nationalpark som vi var i. Men så gik vi bare en anden tur til samme højde.Efter 3 overnatninger i ca. 3400 meters højde, gik vi den lange vej til Basecamp. Det tog hele dagen og dagen efter var det hviledag.Så gik turen til Cerro Bonete i 5004 meters højde og alle var med helt uden problemer. Billedet til venstre viser holdet på toppen, hvor to af deltagerne satte personlig højderekort.Det næste på listen var en overnatning i Camp I (Camp Canada). Enkelte havde hovedpine og kvalme men eller gik det fint. Bimmelim var naturligvis tilladt overalt, men på bjerget skulle bummelum ske i en såkaldt “Shitbag”. Ikke alle kunne få sig selv til det. Men da trangen blev for stor måtte de alligevel prøve, noget for dem, helt nyt. Der var to forskellige stile: Direkte i posen eller “doggystyle” hvor man leverede på jorden og bagefter samlede det op med hånden.Nede i Mulas igen, blev vejrudsigten studeret, og det viste sig her at det ville blæse op de næste dage. Derfor besluttede guiderne at vi skulle forsøge at nå toppen i løbet af de næste 3-4 dage.Vi pakkede hurtigt kun det tøj som vi skulle bruge til topforsøget og soveposerne og gik mod Camp I og dagen efter mod Camp II, Nido de Condores (Condorens rede) og efter endnu en overnatning gik vi til Camp III, Camp Colera i 5950 meters højde. Udsigten fra disse højder var fantastisk. Vi var langt over de andre bjerge og man kunne se utroligt langt. mod øst var der ingen bjerge. Mod vest var der heler ingen bjerge. Ja, vi kunne se hele vejen på kryds af Andes.Generelt gav det nogle fantastiske solnedgange, og hvis man ikke havde det dårligt af højderne, så var man ude og tage billeder af dem i alle lejre.Kl. 03.45 blev vi vækket. Vi fik lidt mad og trak i tøjet. Det var allerede begyndt at blæse lidt op, men ikke så meget. Til gengæld var temp. langt under nul grader. Klokken var 05.00 da vi gik fra lejren.Eneste kvinde på holdet var Louise og hun var meget dårligt gående. Guiderne bar hendes bagage det meste af vejen op. Men lige lidt hjalp det. På topdagen vendte hun om efter få hundrede meter.Karsten gik lidt længere men vendte om efter at havde mistet lysten. Hans vand var frosset til, hans vandrestave gik i stykker, han havde ikke spist ordenligt op til forsøget og havde heller ikke sovet ordenligt. Alle de ting plus højden i bjerne drillede ham og det var desværre nok.Alle de andre fortsatte højere op ad bjerget.Det gik langsom opad og vinden tog til i styrke. vi holdt nogle enkelte pauser, men ikke for mange for kulden og vinden ville at vi fortsatte op mod toppen.Ved nødhytten i 6400 meters højde gav yderligere 3 personer op. På dette sted begyndte det at blæse kræftigt. Os 4 sidste plus 3 guider gik videre på ad bjerget og ud på den travers som er berygtet for sine ekstra kraftige vinde. Men i 6500 meters højde var det slut. Det var guiderne som ultimativt havde det sidste ord og det var dem som besluttede at der var for meget vind. Alt for meget vind. I stedet for de lovede 40 km/t var vinden på 60-65 km/t. Og dermed sluttede vores forsøg på at nå toppen af Aconcagua. Det højeste bjerg i den vestlige verden og på den sydlige halvkugle. Vi gik slukørede ned til Colera. Men det var ikke helt så svært at bearbejde som man skulle tro.I Colera talte vi om at forsøge dagen efter, men med vind på 70 km/t var det afgjort ikke muligt.To dage efter var vi helt ude af nationalparken og dagen efter kørte vi mod Chile.Der var ingen der som sådan var kede af det. Lidt slutøret, men ikke mere. Alle havde sat personlig højde rekort og turen generelt havde været fantastisk. Jeg tror at alle bare ville væk fra støv og beskidt tøj på et bjerg med en ualmindelig tør luft. Personligt vidste jeg at jeg havde gået til jeg blev stoppet. Det var ikke mig som gav op. Og det er hvad jeg lever højt på. Bjerget står der igen til næste år, og igen året efter det. osv.Nu var den del af turen overstået og vi kunne se frem mod sol og varme, vinsmagning og strandpiger.
Ingen på toppen men personlig rekord
