For at det hele ikke skulle ende i druk, bestilte vi en endagstur til vulkanen Cotopaxi.Vi kørte fra Quito meget tidligt om morgenen og med et kort stop for at hente flere passagere og noget udstyr, ankom vi til nationalparken efter et par timers kørsel. Det var desværre overskyet og til tider med regn, så der var ikke meget at se. Men nu og da var der alligevel et lille hul i skyerne hvor bjerget tittede frem.Der blev gjort nogle holdt undervejs hvor guiden fortalte om bjerget, nationalparken og der var også et besøg på et lille museum over området.Vi startede opstigningen i tåge og blæst og kortefter start begyndte det også at regne. Vi gik vi op til en hytte og videre op mod snegrænsen i ca. 5000 meters højde, hvor vi vendte om for at gå tilbage til hytten og spise frokost.Efter frokosten gik vi ned til bussen som holdt længere nede. Herfra kunne man kører på mountainbike ned ad bjerget hvis man turde. Gæt selv……..Vi var 5-6 stk som tog turen ned ad bjerget. Jeg var nummer to efter en gut som havde en del erfaring med downhill mountainbiking. Super fedt da jeg så kunne læse hans linie på ruten. Mine bremser var ikke de bedste og efterhånden blev jeg så træt at jeg måtte have en pause. Heldigvis ville de andre også det og efter et kort stop fortsatte vi nedad.På den sidste del af turen nedad kørte man hen over en flad slette hvor vilde heste gik og græssede. Hernede var det varmere og regnen var aftaget til næsten ingen ting.Da vi kom ned, regnede vi med at der ville gå en del tid inden bussen ville komme, så vi kørte en tur på cyklerne rundt om søen på billedet. Mine lunger skreg efter ilt og det var ikke uden grund. Godt nok var vi nede ad bjerget men vi var altså stadig væk i mere en 3000 meters højde.Da bussen endelig kom var guiden dybt chokeret. Han havde ikke kunne se os og troede at vi var kørt ud over skrænten. Men vi havde bare kørt turen ca. 3 gange så hurtigt som normalt. Godt gået.Derfra gik turen tilbage til Quito og vi havde det godt med at vi havde brugt dagen på noget aktivt.