Vi forlod fantastiske Cuzco og kørte med bus til byen Puno ved Titicaca-søen. Titicaca var endnu et at de mange steder i Sydamerika som jeg gerne ville se. Også selvom jeg flere gange var blevet advaret om at det var en ren turistfælde.Vi havde to overnatninger i byen og den hele dag som vi havde ved søen, brugte vi på at sejle ud og se de berømte sivøer som folk bor på. Allerede før vi gik i land på øerne, stank det hele langt væk af turisme. På alle øerne stod kvinderne på rad og række og vinkede til turistbådene i håb om at vi lagde til ved deres ø. De guider som vi havde haft på hele turen havde generelt været fantastiske. De kunne rette de faktuelle fejl som man hørte eller læste om, og virkede bare som om de gik op i deres arbejde for ikke at give forkerte oplysninger. Guiden på denne tur kunne da også det lokale sprog og hele historien omkring sivøerne. Men desværre faldt han igennem på alle de punkter som jeg havde hørt skulle være fup for turisternes skyld. Blandt andet med hensyn til om beboerne faktisk boede derude eller om de tog ind til fastlandet så snart de sidste turister var væk.Vi gik i land på “vores” ø og histe pænt på øens kvinder som tog imod os. Derefter fik vi et kort foredrag om øernes oprindelse, historie, hvordan de bygger øerne og hvordan samfundet fungerer.Og det var vel nok det mest interessante. Beboerne var flygtet ud på søen for ikke at blive blandet ind i en borgerkrig mellem to andre folkeslag. I starten boede de på både bygget af siv, men lidt efter lidt fandt de ud af bygge øer af sivene.Derefter blev vi delt op i grupper og hevet med ind i hytterne så vi kunne se hvordan de boede. Alle vægge bestod at et lagt vævet siv og loftet af to lag med et lag plastic imellem. Alt var sat op på listetræ fra det lokale byggemarked. Nej, jeg var ikke imponeret.Tøserne fra vores hold var blevet klædt ud i det lokale tøj og mens vi grinede af det, hev de lokale alle deres souveniers frem som vi så kunne købe hvis vi ville. Men der var ikke rigtigt m´noget som sprang i øjnene og hvor pokker skulle jeg have det. Der var ikke plads i bagagen. Så jeg lod det være og klatrede op i udsigtstårnet bygget specielt til turisterne. Sådan et havde alle øerne. Kun til turisterne.Vi gik lidt rundt på øen for at se hvordan de ellers havde indrettet sig og derefter sejlede vi i sivbåd over til hovedøen hvor “borgmesterkontoret” lå. Da vi lagde fra, stillede kvinderne sig op og sang for os. Den første sang var vel sikkert lokal, men derefter sang de “My Bonnie Is Over The Ocean” og andre ikke-originale sange. På hovedøen kunne man købe sig et stempel i sit pas og der var et endnu større udbud af souveniers.Mindre end 5 minutter efter var vi på vej væk igen… Derefter gik turen videre med båd, til en anden ø på søen. Men her boede folk på en helt anden måde. Inspireret af Spanierne, som igen var inspireret af muslimerne, levede disse folk i en underlig blanding af alt muligt. På deres hovedbeklædning kunne man se om de var gift eller ej. Deres måde at blive gift på var også helt vanvittig. Før man kunne blive gift måtte man bevise at man kunne leve sammen. Det tog ca. 5 år at bevise det, og selv brylluppet tog en uge hvor brudeparet ikke måtte røre sig. Nu ligger det jo heldigvis ikke lige om hjørnet, men hvis jeg boede der, ville jeg aldrig blive gift.Vi fik en lokal ret til frokost på denne ø, hvorefter der var fællesdans med de lokale inden vi gik op til byens torv og så på souveniers. Igen, efter små 10 minutter var vi på vej ned til båden igen. Og nogle timer senere var i tilbage på hotellet. Skal man til Titicaca så skal det være fordi at man er interesseret i historien bag. For det hele ser ud til at være opsat og det er uden tvivl en turitfælde. Been There, Done That.
Titicaca – En turistfælde
