Da Inkatrail og Machu Picchu er blevet lukket indtil April pga jordskred, var planerne ændret en smule. I stedet gik vi en kortere tur på en rute som bragte os endnu højere op. Lares-ruten. Vores gruppe blev slået sammen med en anden gruppe og sammen gik vi i de tre dage og to nætter i den smukke hellige dal. Vejret var OK i langt det meste af tiden og bærere og kokke gjorde deres til at vi fik en god oplevelse. På det andet hold var der en tre stykker som var voldsomt mærket af højden, men de gennemførte alle turen selvom vi nåede op over 4500 meters højde.Dagen inden havde vi kørt regionene tynd for at se div. Inkaruiner og jeg kan kun sige at det er fantastisk hvad de kunne finde ud af. Det er underligt at tænke på hvordan al den viden pludselig er gået tabt. Lige som i det gamle Ægypten, gamle Grækenland og romerriget. Billedet til højre viser et Inka testcenter for afgrøder.På trekket fortsatte vores ganske underholdende guide med at fortælle om hvordan Inkaerne havde påvirket regionen og lige som i Amazonas, viste han os også hvordan man brugte naturen som medicin.Dagen efter trekket kørte vi til et område syd for Cuzco, hvor der også lå en masse ruiner som vi skulle se. Men der blev også tid til at støtte de lokale i en teltlejr som havde mistet deres hjem efter 5 dages uafbrudt regn. Vi spyttede alle ca. 40 Dollars i puljen som vi så købte mad, toiletpapir og andre hverdagsting for. Ved en lille ceremoni overrakte vi så det hele til “byens” borgmester. Hvis jeg kan bruge så mange penge på min 10 ugers tur, så er de penge bare en lille dråbe som gavner de som lider.