Vi krydsede grænsen til Bolivia uden problemer og fortsatte i bus og minibus til La Paz. Verdenshøjest beliggende hovedstad. Jeg har tidligere hørt om folk som flyver direkte til byen, får højdesyge og må fragtes ned til lavereområder med det samme. Da vi havde været i højderne i nogen tid var jeg ikke bange for at vi ville få problemer med det i La Paz. Og med undtagelse af Shelly fra Australien, var der da heller ingen af os som led i højden. Altid positive Shelly var ikke just glad for alle de bakker som var i byen. Og som i hendes verden alle gik opad. Aldrig nedad.Dagen efter var der en sidste udflugt til endnu en gammel ruinby. Den stammede tilbage til langtid før Inkaerne og var et stjerneobservatorium. På den tid må det have taget utallige generationer at bygge sådan et. Der var også et museeum hvor vi for første gang fik forklaret hvornår man mener at de forskellige folkeslag havde levet og hvor store deres riger var.I ruinerne var der en sten som virkede som en megafon. Og selvom vi var meget langt væk kunne man høre når folk snakkede i den. Og det uden at den lignede en megafon, men bare en sten med hul i.Efter det, var denne lange tur fra Lima, gennem regnskoven, vandringen i Inkaernes hellige dal, turistfælden på Titicaca, til La Paz slut. Om aftenen havde vi afskedsmiddag på en lækker restaurant efterfulgt af et længere besøg på et diskotek, og da vi gik hjem tidligt om morgenen skulle nogle af de andre lige have pakket de sidste ting og så var de på vej hjem. Det var en sørgelig måde at sige farvel på. Vi havde en super gruppe og hele festen var fyldt med glæde. Så at den sluttede så brat, var ikke til at forstå.Vi sov branderten ud og 5 af os der var tilbage, bestilte en Downhill Mountainbike tur til dagen efter, på en vej som blev kaldt “Verdens farligste vej – Death Road”.Vi blev fragtet op ad et af de bjerge som ligger omkring La Paz og i en højde af 4700 meter, fik vi vores cykler udleveret. Vi kørte de første 20 km nedad på asfaltvej. Derefter var der ca. 8 km opad bakke for dem som ville. Jeps. Karsten og jeg var naturligvis med. Men forhelvede hvor var det hårdt.Da det begynde at gå nedad igen, var det også slut med asfalt og den 40 km lange snævre grusvej begyndte. Vi gjorde stop oftere end jeg egentlig ville, men det var for at få alle med. Hele det hold som vi nu var, bestod af folk på mange forskellige niveauer, så det var vel fair nok. Vores guide på denne tur fortalte om de udfordringer som turen bestod af, og om den historie der var med vejen. Det var bl.a. den eneste strækning i Bolivia hvor man kørte i venstre side. Det havde reduceret dødsfaldene på vejen betydeligt. Men der dør stadig mange hvert år som følge af at de kører ud over kanten.En anden historie var at militærstyret engang i fyrrene, havde taget hele oppositionen ved et nært forestående valg til fange og skubbet dem ud over kanten, fordi militæret ikke stod til at vinde valget.Billedet til venstre er fra det mest fotograferede sted på ruten. “Postcard Corner” og det giver et realistisk billede af hvordan ruten var. Der VAR langt ned hvis man kørte od over kanten.3500 højdemeter længere nede og i et fugtigere og varmere klima, sluttede turen ved et dyrereservat. Her fik vi frokost og et bad inden vi blev kørt tilbage igen.Det var en heldagstur af de helt store, og alle os 5 som kendte hinanden var enige om at det var alle pengene værd.Dagen efter, sagde vi farvel til de fra vores hold som sammen tog videre mod saltsøerne i Bolivia. Karsten og jeg skulle videre ved midnat den dag og vi skulle bare have tiden til at gå. Men det var nogle triste timer og vi snakkede om hvor åndsvagt det hele var, at det venskab som vi havde fået med de andre, bare sådan skulle slutte på den måde.Men vi var også enige om at det var endnu et kapitel som skulle slutte inden et nyt og spændende kapitel kunne starte.Vi var godt trætte da vi tog en taxa til lufthavnen, for at flyve videre til Rio de Janeiro.
Verdens Højest beliggende hovedstad – La Paz, Bolivia
